Måske skal vi huske – ikke at brokke os ( så meget)
Inden Danmark indførte den første ferielov i 1938, var der ingen lovbestemt ret til betalt ferie for arbejdstagere. Arbejdsgivere kunne selv bestemme, om de ville give deres ansatte ferie, og i så fald om den skulle være betalt eller ej.
Arbejdsvilkår inden 1938:
- Ingen standardiseret ferie: Før 1938 var der ingen generel ret til ferie for danske arbejdstagere. De fleste havde meget få eller ingen feriedage, og de dage, der blev givet, var som regel uden løn. Det betød, at mange arbejdere ikke havde råd til at tage fri, selvom de fik tilbudt ferie.
- Arbejdsgivere bestemte: I mange tilfælde var det op til arbejdsgiverens goodwill, om de ansatte kunne få fri. Nogle arbejdsgivere tilbød ferie som et gode, men dette var ikke normen, og der var stor variation i, hvor meget fri der blev givet.
- Lang arbejdsuge: Arbejdsugen var generelt meget længere før indførelsen af ferieloven, med arbejdsuger på 48 timer eller mere. Dette gjorde behovet for ferie endnu mere presserende, da de lange arbejdstider kunne være udmattende for arbejdstagerne.
Ændringen med ferieloven i 1938:
- 2 ugers betalt ferie: Ferieloven fra 1938 var et stort skridt fremad, da den sikrede alle arbejdstagere ret til 2 ugers betalt ferie om året. Dette var med til at forbedre livskvaliteten for mange danske arbejdere, da de nu havde ret til betalt frihed til at restituere og tilbringe tid med familien.
- Øget fokus på arbejdsvilkår: Ferieloven var en del af en bredere bevægelse for at forbedre arbejdsvilkårene i Danmark, hvilket også omfattede reguleringer af arbejdstid, arbejdsmiljø og løn.
Indførelsen af ferieloven i 1938 var derfor en milepæl i udviklingen af det danske arbejdsmarked og markerede begyndelsen på en række reformer, der har gjort Danmark til et af de lande med de bedste arbejdsvilkår i verden.
Læs mere på Børsen.dk